
Bliv en del af orkestret - ledige pladser og stærkt fællesskab
Lige nu har orkestret nogle ledige stole, og vi leder efter musikere, der har lyst til at være med dér, hvor både spilleglæde, ansvar og godt humør fylder meget.
Vi søger godt spillende musikere, som trives i et aktivt orkester med højt indstuderingstempo, mange grin og stærke koncertoplevelser. Du bliver en del af en helhed, hvor alle tager ansvar for musikken og for hinanden.

Vi har ledige stole i flere grupper
Orkestret har lige nu plads til nye musikere i træblæser - horn- og slagtøjssektionerne. Vi søger især musikere, der både kan deres instrument og har lyst til at være i et orkester, hvor der arbejdes på klang og musikalitet. Og ikke mindst gode og genremæssigt alsidige koncerter.
Instrument | Ledige pladser |
Obo | 1 |
2./3.klarinet | 4-5 |
Valdhorn | en som vil have lyst til at rotere mellem 2.,3.4. horn. |
Janitsharer | 2 stk med hovedvægt på tastespillere, som også kan/vil spille percussion. Pauke- og trommesæts færdigheder også godt, men ikke en nødvendighed. |
Janitsharer | 2 |
For obo-pladsen lægger vi særlig vægt på stærk intonation og en varm klang.
For alle gælder det samme som for resten af orkestret: Du skal kunne spille godt, lytte aktivt og være klar til at arbejde seriøst med stoffet. Desuden forventer vi en fornuftig mødeprocent, inden for rimelighedens grænser selvfølgelig, også selvom man skulle have afbud til næste koncert. Det er sammenspillet og fællesskabet, der gør vores orkesters klang og "ydeevne" unik. Det er vigtigt for helheden at man altid kan høre og arbejde med alle stemmer.
Prøverne foregår torsdag aften i Greve
Vi øver hver torsdag fra kl. 19.15 til 21.45 på Mosede Skolen, Lilleholm 1, 2670 Greve.
Prøven er det sted, hvor vi bygger koncerterne op. Det betyder, at tiden bliver brugt aktivt. Vi arbejder med detaljer, balance, frasering, rytmik og det samlede udtryk. Når alle har forberedt sig hjemmefra, kan vi bruge prøven på at lave musik sammen i stedet for kun at finde vej gennem noderne. Sagt med andre ord, bruger vi ikke tiden på at lære noder på prøven. Orkestrets indbyrdes motto er ; "Rehearsels are not for learning your part. They are for learning everybody else´s"
Derfor passer orkestret bedst til musikere, der kan lide at møde forberedt op(vi forventer ikke perfektion, men at man har sat sig ind i stoffet og er i nogenlunde konstant ok form). Det gør prøverne sjovere, mere effektive og mere givende for alle.

Det sker at vi udleverer noder på prøverne. Det gør vi både fordi, der kan opstå noget, hvor vi skal udskifte eller tilføje noget til et koncertprogram. Der kan være en hullet besætning en dag eller tid til overs, så vi improviserer os ud af det. Når det sker, forventer vi selvfølgelig ikke, at du kan spille det hele perfekt med det samme. Det vigtigste er, at du i givet fald det skal bruges igen, tager materialet med hjem, kigger på det og kommer tilbage klar til at løfte musikken videre sammen med resten af orkestret.
Vores indstuderingstempo er højt. Det skal siges ærligt, for det er en vigtig del af orkestrets måde at arbejde på. Til gengæld giver det også en særlig energi. Der sker noget. Musikken flytter sig hurtigt. Koncerterne får kant, overskud og liv.
Fællesskabet betyder lige så meget som niveauet
Vi vægter fællesskabet meget højt. Det betyder ikke, at det hele skal være pænt og stille. Tværtimod. Orkestret har masser af humor, højt humør og en lidt “crazy” energi, som gør torsdagsprøverne til noget, man glæder sig til.
Det sociale går hånd i hånd med det musikalske. Når man kender hinanden, spiller man også bedre sammen. Man tør tage ansvar, lytte mere åbent og give plads til både præcision og personlighed.
Det gør orkestret til et sted, hvor seriøs musik og grin sagtens kan bo i samme lokale. Der er plads til ambitioner, men også til mennesker. Plads til koncentration, men også til den bemærkning, der får hele rækken til at smile.

Koncerter giver arbejdet mening
Prøverne er vigtige, men koncertoplevelserne er noget særligt. Det er her, alt arbejdet samler sig. Her mærker man, hvorfor de svære passager skulle øves. Hvorfor intonationen skulle sidde. Hvorfor rytmen skulle være præcis. Hvorfor alle stemmer har betydning.
Et orkester med højt spilleniveau kan skabe store øjeblikke, også når rammerne er lokale og fællesskabet er nært. Publikum mærker, når musikerne har arbejdet for det. De mærker energien, overskuddet og glæden ved at spille sammen.
Som medlem får du derfor ikke kun en fast ugentlig prøve. Du får også mulighed for at være med til koncerter, hvor musikken kommer ud af øvelokalet og møder et publikum - og vi har en stor følgerskare.
Sådan ved du, om orkestret passer til dig
Orkestret er et godt match, hvis du kan nikke genkendende til flere af disse punkter:
Du kan lide at spille i et orkester med fart på indstuderingen
Du vil gerne forberede dig hjemme mellem prøverne
Du trives med både seriøst arbejde og humor
Du lytter efter helheden, ikke kun din egen stemme
Du vil gerne være en stabil del af et fællesskab
Du savner gode koncertoplevelser og musikalske udfordringer

Kontakt orkestret, hvis du er interesseret
Hvis du kan se dig selv i orkestret, vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv gerne lidt om dit instrument, din erfaring og hvorfor du har lyst til at spille med.
Kontakt bestyrelsen på bestyrelse@gho.dk.
Måske er næste torsdagsprøve starten på mange gode musikalske oplevelser, nye bekendtskaber og en fast plads i et orkester, hvor fællesskab, humor og højt niveau går hånd i hånd.
.jpg)

Kommentarer